At læse en dom er en disciplin. Den der kun læser konklusionen, har misforstået halvdelen. Det gælder også, når læseren er en maskine.
Vi ville ikke have et system, der refererer overskrifter. Vi ville have et, der kan skelne mellem flertal og dissens, mellem obiter og ratio, og som peger på præmissen frem for at gætte.
Struktur før sprog
Det første skridt var ikke en større model. Det var at lære systemet dommens anatomi: parter, påstande, præmisser, resultat. Når strukturen er kendt, bliver svaret præcist, og det kan vise præcis hvilken præmis det bygger på.
Den, der kun læser konklusionen, har misforstået halvdelen.
Resultatet er et system, der kan svare „ja, men se dissensen i præmis 7“. Det er den slags nuance, der adskiller et opslag fra en vurdering.
